Silkeborg Reggae festival 08 fremstår for mig som en af de hyggeligste mest chillede events nogensinde.
Vi tog den helt helt med ro. Vi var godt bagstive efter en lille druktur dagen før og anede intet om hvornår toget gik mod silkeborg. Faktisk vidst vi ikke ret meget om festivalen udover at det foregik et sted tæt på silkeborg og vi skulle med.
Men vi stod op hen ad formiddagen om torsdagen og bevægede os langsomt ned mod Aalborg banegård. Vi købte billetter og toget kom meget belejlig umiddelbart efter og skiftet i Skanderborg mod silkeborg var heller ikke noget problem. Rejsen forløb, mod alle ods og DSB standart, helt smertefrit.
På Silkeborg station var en masse mennesker. Alle sammen reggaefolk der ventede på festivalens shuttlebus. Efter at have delt et par øl med nogle nye venner og ventetiden sneg sig op på en halvanden time, begyndte rygterne om at bussen ikke kom alligevel at florer…
Så Helle og jeg, greb chancen og tog med en flok godt skæve sjællænder i taxi derud. 40kr. pr. næse var jo lige til at overkomme.
Vi ankom på festivalpladsen og stemningen var høj. Folk var nærmest ikke kommet ud af taxaen før de første øl blev knappet op og de første joints blev antændt. Vi ventede dog med at drikke os i hegnet til vores telt var slået op. Og vi havde fundet den hyggeligste plads inde i skoven. Her fik vi os en rugbrødsmad og faldt derefter i søvn i vores nyopslåede telt. Vi måtte have trængt til det efter den ”lange” rejse, men nok mest pga. af de øl vi fik i toget. 2 timer senere var vi klar til Bli’ Glad og vores nye venner Marie og Ditte tog med til koncerten som var det fedeste pis. Inden bli glad gik på hvad et trommehold fra Ghana varmet vores fødder og lår godt op. Bli glad var alt for seje. De gav den maksimal gas og humøret var mindst ligeså højt som den skæveste på pladsen. Bli glad’s lydmand blev 30, så de startede lige med en fødselsdagssang til ham. Bli’ Glad præsenterede ud over deres store arsenal af numre man blev glad af, også et par nye. Postman og skinke i laksko. En lidt moderne sound fra deres side, men ikke desto mindre superfedt. Det sidste nummer med bli glad tog helt overhånd, altså på den fede måde. Ind på scenen kom Ghana-tromme-holdet og Jøden, som ellers var konferencier kom ind og freestyle rappede… Super super fedt.
Torsdag nat sluttede af med henrivende dans i dancehall teltet til Rudestar Hi-Fi, med step og bounce i lange baner med en blid afrunding med en kop kaffe og en udsøgt kage, samt Helle der insisterede på at få en pandekage med det hele. (dog undtaget var kødsovsen) i den hyggelige pandekage bod.
Fredagen tog festivalen en behagelig drejning til det bedre. Vi startede dagen med at tage bussen ned til byen. Vi havde været så heldige at falde i snak med buschaufføren torsdag aften, så vi vidste at den først kørte fra kl. 12 og ikke kl. 10, som det oprindeligt var annonceret. Et tidspunkt der passede os helt fint.
Inde i Silkeborg ”downtown” var der vild panik. Det viste sig at midtbyen var fyldt med folk der skulle til det lokale ”store” arrangement kaldet regatta. En masse skibe, nogle boder, en kødrande af mennesker der alle lige skulle se det hele (herunder også hver enkelt butiks specielle regatta tilbud) hvilket stor set umuliggjorde et gå tempo på over 1 km/t. Meget frustrerende, men heldigvis havde vi kørt i reggae tempo siden vi ankom til Silkeborg, så vi tog det meget roligt.
Efter at have tullet lidt rundt inde i byen blev Helle kontaktet af nogle hun kendte fra Aalborg, det passede perfekt med at de ankom til Silkeborg, da vi var færdige med at handle, så vi sad på banegården sammen og delte et par øl, med de lokale bumser, mens vi ventede på shuttlebussen. Ordet pinacolardo blev af en eller anden grund råbt efter os af en smilende stiv gammel mand på cykel. PINACOLARDO! Fantastisk Silkeborg!
Vi fulgte med de nyankomne til festivalpladsen og fandt dem tilrette i deres nye lejre, sammen med en masse andre Aalborggenser. Der var så god stemning og så mange dejlige mennesker at Helle og jeg besluttede os for at flytte vores telt ned i deres lejre. Mette havde et kæmpe 4 mandstelt, så det blev vores nye soveplads resten af festivalen, og vores 3’er blev et opbevaringstelt.
Så var tiden moden til noget reggae musik. Det skal lige siges at man kunne høre reggae overalt! Selv i den gamle smadret shuttlebus, kørte reggaemusikken for fuld hammer. Men nu skulle vi ned på festivalpladsen og danm hvor var den nice. Det gik op for os at der åbenbart havde været rimeligt mørkt da vi var der nede dagen før, for der var mange ting vi ikke havde lagt mærke til. Når man kom ind på festivalpladsen, var der en lille række med boder hvor man kunne gjele sig med forskelligt reggae udstyr, der var kaffeboder, pandekageboder, madboder, musik boder og ikke mindste et øltelt. Ikke som man kender dem fra andre festivaler, men en slags hjemmebygget ølbod, hvor der blev solgt dejlig fadøl fra århus bryghus til 30 kr. lækkert.
Scenen og pladsen foran var en idyllisk skrænt eller bakke om man vil, med scenen placeret for enden. Midt på pladsen var en lille bålsted og spredt rundt på bakken var behændigt placeret sofaer og lænestole til fri afbenyttelse. Langs bakken, var en lille skrænt der førte ned til en lille sø hvor folk ivrigt nøgenbadede, adskilt af en lille sandstrand og en lille bæk hvori der løb det pureste kildevand. lige til at drikke.
Ris ras havde en lille strandbar, hvor man bl.a. kunne erhverve sig en forel (en fisk) som man kunne stege sammen med en bagt kartoffel, på et nærtliggende bål. Genialt koncept. Vi havde dog besluttede os for at spare på pengene og hvis vi selv skulle lave maden kunne vi ligeså godt lave vores medbragte.
Dagen igennem var fyldt med fed musik, men hvis jeg skal fremhæve et par kunstner, var Schweiziske Elijah helt fantastiske. Raggea på tysk, fattede ikke et klap, men deres sound var solid. Den store legende Jah Shaka fra UK fyldte festivalen med de fedeste tonere helt tilbage fra reggaes barndom og op efter. En virkelig fed oplevelse… han starte også han koncert med den fedeste hyldest til Bob Marley selvfølgelig efter at have hyldet ”de emperor Haile sealassie” Så var stilen sgu lagt.
Rub’a’dub med flere fyrede den af for os hele natten i dancehall telte..
Lørdag
Var vi en hel flok der ville ind til byen og hygge på cafe. Det blev cafe picasso, og trods navnet var der ikke et eneste billede af picasso. Der fik den stakkels tjener også en humoristisk klage af en bagstiv Mikkel, men det tog hun nu meget pænt. Vi gav også drikkepenge :P
Så delte gruppen sig. Mette og Ditte og jeg ville se om vi kunne finde en svømmehal så vi kunne få os et bad, mens de andre tog tilbage til festivalen. Efter en snak med en lokal, fandt vi at bussen derud lige var kørt og der ville gå en time før den næste kom. Så jeg blev kreativ. Vi gik ind i det lokale fitnesscenter og efter at have sweettalket, den meget forundret fyr bag diske, fik vi lov til at tage et bad hos dem. Super fedt! Der var lækre toiletter (dem sætter man pris på når man er på festival) og SAUNA! Yeah! Da vi havde taget os et halv times bad eller sådan noget ville jeg give ekspedieten en halvtredser i drikkepenge, men han nægtede simpelthen at tage imod dem… Meget uhøfligt, men jeg var selvfølgelig glad for at spare de penge, så en ekstra tak til Silkeborg fitness skal lyde herfra :)
Vi nåede lige tilbage til at høre slutningen på Mukupa og mission ikke lige min kop reggae, så jeg var glad da Manna fra norge gik på… Det var super fedt. Aftens store navn Michael Rose skuffede dog stort. Han spillede næsten ingen musik. Hans sceneshow bestod mest i at få os til at sige hans navn. ”when i say michael, you say rose” Det er begrænset hvor mange gange mange kan lokke danskere til den slags…
Nå, men oven på sådan en skuffelse var der jo ikke andet at gøre, end at drikke sig i hegnet. Og jeg vågnede et par timer senere i bedste Led Zeppelin stil ” Dazed and confused” i en standstol og blev enig med mig selv om at jeg hellere måtte komme i seng. Helle og Lars valgte at sove på stranden, så der var god plads i teltet… eller det troede jeg.
Da jeg kom tilbage til lejren var Mette oppe, hun ville have noget at spise og insisterede på at jeg skulle gå med hende.. Alle boderne havde desværre lukket og det eneste spiseligt vi kunne støve op var en pose erdnuss chips. Hvilket åbenbart fungerede helt fint for hende. Da vi havde lagt os tilrette og var lige ved at falde i søvn kom en meget beruset og ”sjov” Liv tilbage til lejren og hun havde ikke planer om at sove… og lige pludselig var Ditte og Lars også inde i teltet.. total crowded after teltparty… men meget underholdende. Så de næste par timer gik med at få folk til at falde til ro.
Søndag
Vågende søndag forbavsende frisk. Og indså at jeg var helt forladt i lejren. Så jeg fik mig et par nutello rugbrødder og begav mig ud for at finde de andre. Stemning på pladsen var noget mere afslappet søndag formiddag og efter et par minutters søgen, fandt jeg de andre nede ved stranden. Det var det bedste vejr, så hele formiddag gik med at ligge og nyde solen, mens man rockede med til det sweeteste reaggae musik fra scenen. Dagens mål var at få set junkyard og nå bussen hjem. Det lykkedes også, men desværre var mange allerede taget hjem da junkyard skulle spille, men de leverede en kanon koncert , så der var ike noget at klage over.
Da vi havde set junkyard skulle v sige farvel og age bussen hjem. Vi skulle følges med Neil der havde været frivillig lyd og scene mand under hele festivalen. Jeg var virkeligt imponeret over så meget han lavede, mens vi andre drak øl og slappede og hyggede, var han på arbejde og knoklede med lyd, lys, kabler og grej. Jeg var generelt imponeret over alle de frivillige der stod i bar, information, madboder, osv. De var alle flinke, rare, hyggelige og yderst hjælpsomme. Stor ros til dem.
Nå, men Neil skulle følges med os og låne penge af helle til bussen. Vi slæbtes han telt og nogle andre sager. Problemet var bare at vi ikke kunne finde ham og alle telefoner var løbet tør for strøm. Det generede festivalen eneste stress, da bussen var lige på trapperne. Det viste sig at han bare var gået et andet sted hen for at vente på bussen. Han havde været alt for optaget af at løse sceneopgaverne til at vide hvor bussen kørte fra, så han havde gået omkring 3.km. ud til hovedvejen for at vente bussen. Man han nåede tilbage lige inden bussen kom, han havde nok fattet det eftersom han havde stået helt alene i en time :)
Neil kom, og vi fik sagt farvel til alle de dejlige mennesker vi havde tilbragt weekenden med. Helt igennem et fantastisk arrangement, så nu er der bare tilbage at vente på Raggapak 2009. Glæder mig allerede.
Se flere billeder på Picasa albummet
